Spring til indhold

Anders Samuelsen giver afrikanske unge en stemme

15.05.2017  06:00

Udenrigsminister Anders Samuelsen er mandag vært for et møde med 8 repræsentanter for unge-organisationer fra Afrika og Europa. Mødet skal give de unge en stemme i forløbet frem mod efterårets topmøde mellem EU og Afrika for at sikre, at topmødet ikke kun bliver et møde om unge, men også med unge.

Udenrigsminister Anders Samuelsen:

”Jeg har taget initiativ til mødet, fordi unge spiller en afgørende positiv rolle for udviklingen på det afrikanske kontinent – både ved at bidrage til jobskabelse som iværksættere, men også som vigtige agenter for demokratiske forandringer i deres samfund.”

Mødet med de unge vil fokusere på mulighederne for at styrke afrikanske og europæiske unges økonomiske og politiske rolle i en globaliseret verden gennem bl.a. forbedrede vilkår for iværksættere, øget inddragelse af unge i politiske beslutningsprocesser og muligheder skabt af digitalisering og frihandel.

Udenrigsminister Anders Samuelsen:

”Jeg er overbevist om, at globalisering kan gøre en positiv forskel – også for Afrikas unge. Digitalisering og teknologi åbner vores samfund og kan bidrage til at skabe helt nye muligheder for de voksende generationer af unge. I Afrika er mange unge jo hoppet over fasen med den stationære computer og er nu iværksættere direkte på deres smartphones. På den måde gør globaliseringen livet bedre for mange. Udvikling for, med og af unge er centralt for at skabe en positiv udvikling og realisere verdensmålene. ”

Baggrund:
EU-Afrika topmødet afholdes i Elfenbenskysten i november i år og markerer en styrkelse og fornyelse af det strategiske partnerskab mellem EU og Afrika. Et centralt emne på topmødet vil være mulighederne for at styrke afrikanske unges økonomiske og politiske rolle på kontinentet. Topmødet vil også fokusere på en række aktuelle udfordringer i forhold til bl.a. fred og sikkerhed, god regeringsførelse, irregulær migration, vækst og beskæftigelse, klima, landbrug og uddannelse.

Unge er en vigtig politisk prioritet for Danmark. Verden har pt. den største ungegeneration nogensinde - anslået til 1,8 milliarder unge. Mere end tre ud af fire unge lever i udviklingslandene. Derfor er EU-Afrika topmødet og dets fokus på unge en vigtig prioritet for Danmark. Danmark forventer at spille en aktiv rolle frem mod topmødet i form af f.eks. konferencer og politiske indspil osv.

Mandagens arrangement vil finde sted i opfølgning på dagens Rådsmøde for EU’s udenrigsministre. På dagsorden for udenrigsministermødet er bl.a. forberedelsen af EU-Afrika topmødet.