Spring til indhold

Kultur og geografi

Bolivia er på grund af sin befolkning og natur et af verdens absolut mest spændende og varierede lande at besøge. Landet er stort og på mange måder dramatisk. Landets geografi varierer mellem højlandet Altiplano i Andesbjergene, lavlandet el Chaco og regnskoven i Amazonas.

""
Foto: Katrine Dahlsgaard
Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind

Geografi

Bolivia er med sine 1.098.581 km2 på størrelse med Frankrig og Spanien tilsammen og 25 gange større end Danmark. Landet grænser op til Peru, Brasilien, Paraguay, Argentina og Chile. Som et af de få lande i Latinamerika har Bolivia ikke adgang til havet.
Bolivia har et meget varieret landskab og klima. Det skyldes blandt andet Andesbjergene og de enorme højdeforskelle. Landet kan groft opdeles i 3 forskellige geografiske områder.

Højlandet, El Altiplano er en højslette i ca. 4000 meters højde. Landskabet er goldt og den naturlige vegetation består af en blanding af steppegræs og dværgbuske. Der falder kun sparsom nedbør. Her er forholdsvis fladt, men i baggrunden står Andesbjergenes højeste snetinder.

På altiplano ligger også verdens højstbeliggende sejlbare sø; Titicacasøen. På trods af, at højlandet kun dækker cirka 20% af Bolivia, er mere end halvdelen af landets befolkning bosat i dette område. Temperaturen kan svinge mellem 20 grader C midt på dagen, ned til 10 grader under frysepunktet om natten.

Dalene, Los Valles ligger i 1000 – 3000 meters højde og har både tempereret og subtropisk klima. De danner en overgangs-zone mellem det tørre højland og det fugtige lavland. Disse områder har traditionelt været de vigtigste, m.h.t. dyrkning af afgrøder såsom majs og grøntsager. I La Paz og Beni departementet er dalene smallere og dybere, dette område kaldes Yungas. Her dyrkes afgrøder såsom kaffe, citrusfrugter og coca til lokalt, traditionelt brug.

Lavlandet, Los Llanos dækker cirka 65% af Bolivia og strækker sig ned over hele den østlige del af Bolivia. I det flade lavland er klimaet tropisk. En kold vind fra Argentina kan især i tørtiden bevirke, at temperaturen falder til nær frysepunktet i det ellers så varme lavland. I lavlandet, specielt Santa Cruz, dyrkes de vigtigste eksportafgrøder: soja, bomuld og sukkerrør.

Klima

Klimaet er meget varieret og afhænger mere af, hvilken højde man befinder sig i end af årstiden. Jo længere man kommer ned i lavlandet, jo varmere og fugtigere bliver det.

Året kan opdeles i en tørtid og en regntid. Tørtiden (vinter) går fra april til november og er den periode af året, hvor klimaet er mest behageligt. Perioden er karakteriseret ved en skyfri himmel og solskin. Der er stor forskel på dag – og nattemperatur og på temperaturerne i sol og i skygge. Nattemperaturen kan falde meget i vinterperioden. Juni, juli og august har mange solskinstimer, men kan alligevel være overordentligt kolde. I højlandet skal man passe meget på ikke at blive solskoldet.

Gennemsnitstemperaturen i La Paz er 11 grader, med en lille forskel på sommer og vinter. Der er varmt i solen, men lige så snart den er væk, bliver det køligt.

I regntiden (sommer) er der ofte problemer med opblødte jordveje, der kan gøre transport i visse egne af Bolivia til en blandet fornøjelse. Af og til bliver vejene spærret af jordskred, og det kan tage op til et par dage, før de bliver ryddet. For det meste regner det kun et par timer hver dag.

Tidszone

Bolivia er fem timer efter Danmark. Når Danmark går over til sommertid er Bolivia 6 timer efter Danmark.

Befolkning

Bolivia har 10.670.000 indbyggere (2013), hvor en stor del er efterkommere af den indianske befolkning. "De oprindelige folk" består af mere end 30 forskellige grupper, hvoraf de største grupper er Quechua og Aymara højlandsindianere.

I lavlandet findes mange mindre indianerstammer. Cirka 35% af befolkningen er mestizer (blandet indiansk og europæisk afstamning). Knap 1% af befolkningen er af afrikansk afstamning. De er efterkommere af slaver, der blev bragt hertil for at arbejde i minerne i Potosí. Denne lille gruppe er i dag især bosat i Yungas området.

Befolkningstætheden er lav. Over halvdelen af befolkningen lever i byerne, hvoraf La Paz, El Alto, Cochabamba og Santa Cruz er de største.

Sprog

Spansk er det officielle sprog. Udover spansk taler en stor del af befolkningen quechua eller aymara. Quechua er Inkarigets oprindelige sprog og aymara et pre-Inka sprog. I de isolerede landområder er der stadig mange, der kun taler de oprindelige sprog. Der er meget få bolivianere, der taler engelsk.

Religion

Officielt er Bolivia et romersk katolsk land, cirka 95% af befolkningen er katolikker. Mange kombinerer den katolske tro, som kom med spanierne, med de oprindelige religioner.

De oprindelige indianske traditioner er bl.a. baseret på tilbedelse af guder fra naturens verden, så som dyr og planter. Pachamama, eller Moder Jord, spiller en vigtig rolle i den indianske kultur, da hun hersker over jordens frugtbarhed og dermed er kilden til alt liv.

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind
Foto: Dan Larsen