Spring til indhold

Hvis uheldet er ude

Husk altid at have en rejseforsikring. Den kan skaffe dig de nødvendige midler til at konsultere en læge, betale for en  hospitalsindlæggelse m.v. Se nærmere herom under afsnittet om gode råd før rejser i regionen.

Mistede dokumenter

Husk politianmeldelsen, hvis du skulle være så uheldig at miste penge eller dokumenter. Pas godt på dit kreditkort - og vær forsigtig, når du bruger det.

Hvis du mister dit kreditkort eller dine penge - og du ikke har mulighed for at få arrangeret en almindelig bankoverførsel eller en overførsel via private pengeoverførselsfirmaer - kan ambassaden/konsulatet i de fleste tilfælde hjælpe med en pengeoverførsel. Dette dog kun hvis der er nogen i Danmark, som vil lægge ud for dig. Det koster et administrationsgebyr at skulle bruge ambassaden til sådanne alm. bankoverførsler.

Det kan være din familie, venner, din bank, dit forsikringsselskab eller din arbejdsgiver, som må indbetale det beløb du har brug for. Pengene indbetales til ambassadens danske bankkonto hos Danske Bank. Når pengene er indgået på ambassadens konto, vil du kunne få dine penge udbetalt; dog fratrukket 940,- DKK pr. påbegyndt time, der medgår til behandlingen af sagen.

Spærring af kreditkort

Danske kreditkort kan spærres døgnet rundt hos Pengeinstitutternes Betalingsservice (PBS) på telefon: (+45) 44 89 29 29 eller via din bank.

Mistet pas

Hvis du mister dit pas, kan ambassaden/konsulatet udstede et dansk midlertidigt pas, som koster 1230,- BOB. Se de nærmere regler herfor under afsnittet om danske pas.

 

Dødsfald

Ved dødsfald i udlandet vil ambassaden eller det danske konsulat i regionen kunne sørge for, at dansk politi underretter de nærmeste pårørende i Danmark.

Ambassaden eller konsulatet kan også bistå og vejlede omkring spørgsmål om kremering, hjemtransport af urne eller kiste - eller evt. med en lokal begravelse.

Ambassadens eller konsulatets opgave er at koordinere hele forløbet i samråd med Udenrigsministeriet, rejseforsikringen og evt. de pårørende.

Udgifterne

Ambassaden eller konsulatet kan ikke betale for udgifterne i forbindelse med kremering, hjemtransport eller lokal begravelse.

 

Fængsling

Ambassaden kan ikke få dig ud af fængslet, hvis du overtræder opholdslandets love. Så overhold opholdslandets love. Det er opholdslandets og ikke dansk ret, som gælder. Strafudmålingen og forholdene i udenlandske fængsler er ofte meget anderledes end i Danmark. Hold dig fra al narkotika!

Bistand til fængslede

En dansk statsborger, som bliver anklaget og fængslet i udlandet, har krav på at komme i kontakt med den danske ambassade eller et dansk konsulat, hvis vedkommende selv ønsker det. 

I sådanne tilfælde vil ambassaden/konsulatet hurtigst muligt søge at få fastslået, om den fængslede har behov for og ønsker bistand til at få en advokat og ønsker at få kontakt med pårørende i Danmark eller andre. Medmindre den fængslede modsætter sig det, vil ambassaden/eller et konsulat – så vidt det er muligt - aflægge besøg i fængslet jævnligt samt følge retssagens forløb.

Hvis du har dobbelt statsborgerskab

Personer med dobbelt statsborgerskab kan normalt ikke, efter folkerettens regler, påkalde sig den ene stats konsulære beskyttelse over for den anden, såfremt sidstnævnte stat modsætter sig dette. Endvidere har Danmark ikke, ifølge folkeretten, ret til at yde konsulær beskyttelse til personer uden dansk statsborgerskab, selvom det i et vist omfang tolereres i visse lande.

Udgifterne

Hverken Udenrigsministeriet, ambassaden eller konsulatet kan afholde udgifter i forbindelse med privatpersoners retssager i udlandet. Udgifter til advokatbistand, ekstra forplejning m.v. skal afholdes af den pågældende selv. Kun hvis der er opnået garantistillelse fra f.eks. vedkommendes bank eller efter forudgående indbetaling af beløb fra f.eks. familie eller venner, kan sådanne udgifter afholdes.

Ingen mulighed for at påvirke

Det er officiel dansk politik at opfordre andre lande til at opbygge et retsstatssystem med klar adskillelse mellem den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt, hvor domstole og anklagemyndighed kan fungere uafhængigt af politiske beslutninger og pression. På den baggrund er det normalt ikke muligt for udenrigstjenesten, i sager som involverer fængslede danskere, at gå ind med politiske midler og opfordre udenlandske myndigheder til at fravige disse grundlæggende retsprincipper til fordel for danskere.

Ambassaden i la paz

Av. Arce 2799, esq. Cordero
Edificio Fortaleza, piso 9
La Paz, Bolivia
Tel +591 (2) 243 2070
Fax +591 (2) 243 3150
Mail: lpbamb@um.dk

Åbningstider

Man.- tors.kl. 9-16
Fre. kl. 9-15

Uden for åbningstiden viderestilles opkald til Udenrigsministeriets 24/7 Borgerservice.